Sportsøkonom: Man kan ikke købe sig til fodboldguld

AaB har noget, man ikke kan købe for penge, siger sportsøkonom.

AaB har bevist, at man ikke kan købe sig til guld.

Det siger Jesper Jørgensen, partner og sportsøkonom ved revisionsfirmaet Deloitte.

- Mange penge giver selvfølgelig større muligheder. Men har man ikke den rigtige kultur eller udvikling af talenter og får man ikke ro til at arbejde, så kan man sagtens blive slået af mindre velhavende klubber, siger Jesper Jørgensen til P4 Nordjylland.

Jacob Larsen, der er talentchef i Aab, siger at den største ære for guldet skal tilskrivers træner Kent Nielsen og hans stab, der har fået holdet til at spille godt sammen.

Men Jacob Larsen tilskriver også talentudviklingen en stor rolle.

- 13 spillere af de 25 i brutto-truppen er spillere, der er vokset op i AaB eller vores nordjyske samarbejdsklubber. Vi er da stolte af, at Kent Nielsen har kunnet få noget godt ud af dem, siger Jacob Larsen til P4 Nordjylland.

Han påpeger også det positive i, at klubben i løbet af de seneste to år har solgt fire spillere af egen avl til europæiske klubber.

- Så et eller andet gør vi da rigtigt.

Sportsøkonom Jesper Jørgensen roser klubben for også at havde fået styr på alt, der ikke har med fodbold at gøre - senest feriepengesagen.

- Det vigtigste for AaB er dybest set nu at holde fast i det gode arbejde, man har præsteret på det sporstlige plan. Man skal ihvertfald ikke lade sig rive med af guldstemningen og begynde at bruge løs af penge, siger Jesper Jørgensen til P4 Nordjylland.


Seneste nyt

fra Nordjylland