Elitesvømmer og elitestudent: Sportsudøvere scorer topkarakterer til studentereksamen

Foto: Emil Johansson

På Aalborghus Gymnasium er det ikke nogen ulempe at være elitesportsudøver, når det kommer til at score gode karakterer. Det er Katrine Villesen et bevis på.

På Aalborghus Gymnasium kunne den første student i dag få sat huen på hovedet – og hun er en student af en helt særlig støbning. For udover at være topstudent er Katrine Villesen nemlig også en af Danmarks lysende svømmestjerner.

- Jeg har lyst til at gøre begge dele rigtig meget, så det hjælper jo også en del. Jeg kan godt lide skole og jeg kan også rigtig godt lide svømning, så det går jo også nemt nok, fordi jeg ved, at jeg gerne vil begge dele, forklarer Katrine Villesen.

02:40 Luk video

De sidste fire år har Katrine Villesen kombineret en studentereksamen med utallige træningstimer i svømmebassinet. Men på trods af en lysende svømmekarriere og mange træningstimer har Katrine Villesen alligevel et af de højeste karaktergennemsnit på sin årgang.

- Hvis jeg ikke laver mine ting, og hvis jeg ikke gør mig umage, så er jeg ikke den bedste. Og hvis jeg ikke kommer til træning og gør mig umage der, så kan jeg ikke få de resultater, som jeg rigtig gerne vil. Jeg er meget konkurrencemenneske.

Høje snit blandt sportsudøverne

På sit sportslige CV kan Katrine Villesen skrive dobbelt europæisk juniormester, 15 gange dansk mester og en niendeplads ved EM på hjemmebane i Danmark.

Men Katrine Villesen er ikke den eneste på Aalborghus Gymnasium der både scorer mesterskaber og højere karakterer. Faktisk er flere af eleverne fra Eliteidrætsklassen stærke ved det grønne eksamensbord.

- Vi har tidligere oplevet, at det var den klasse på skolen, der fik det højeste snit i de større skriftlige opgaver.

- De er meget målrettede og meget motiverede og meget dygtige til at planlægge. I deres sport lærer de ofte at nå deres mål, forklarer Grethe Andersen, elitekoordinator på Aalborghus Gymnasium.

Til sin sidste eksamen skal Katrine Villesen op i mundtlig biologi på c-niveau, og hun ender fredagen og sin studentereksamen med at kunne skrive et 12-tal i studenterhuen.

Forsiden lige nu