Spritbilist i solouheld på motorvejen

Et solouheld skaber mandag eftermiddag kø på motorvejen syd for Støvring. Føreren af den havarerede bil er anholdt for spirituskørsel.

Mandag eftermiddag har et biluheld på motorvejen cirka halvanden kilometer syd for afkørslen Støvring Syd været årsag til at motorvejen har været delvist spærret.

En spritbilist mistede herredømmet over sin bil og kørte ud på en mark, hvor bilen rullede rundt flere gange. Ud over føreren af bilen var der en kvinde i bilen.

Da politiet kom frem til ulykkesstedet kunne kvinden ikke komme ud af bilen, selv om hun ikke var fastklemt rent fysisk. Hun måtte hjælpes fri og blev siden bragt til Aalborg Sygehus.

Føreren af bilen blæste sig efter uheldet til en promille på 1.70, og han er nu anholdt og sigtet for spirituskørsel. Ifølge vagtchef Poul Badsberg er manden også bragt til sygehuset. Men ingen af de to personer fra biluheldet er alvorligt kvæstede.

Sidst på eftermiddagen er oprydningen afsluttet og trafikken glider langsomt igen.


Seneste nyt

fra Nordjylland