Spritbilist kørte i grøften og kunne ikke komme op

En 28-årig mand var spirituspåvirket, da han kørte i grøften i Farsø. Men det var ikke mandens eneste problem.

Natten til fredag blev en bil spottet i grøften ved Hornumbrovej i Farsø af en forbikørende.

I bilen sad en 28-årig mand, der ikke kunne komme ud af bilen, men virkede ellers til at være nogenlunde uskadt. Bilisten var dog tydeligt beruset, så der blev ringet til politiet.

Den 28-årige spritbilist blev efterfølgende hjulpet ud af bilen og op ad grøften.

En blæseprøve afgivet til politiet viste, at manden var spirituspåvirket, så betjentene anholdt den 28-årige og tog ham med på Hobro Sygehus til en blodprøve for at bekræfte promillen.

Manden kunne heller ikke fremvise et kørekort til betjentene. Han havde nemlig ikke noget, for det var tidligere blevet frakendt.

Manden er nu sigtet for at køre i påvirket tilstand og uden kørekort.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland