SSB kåret som årets nordjyske fodboldklub

Storvorde Sejlflod Boldklub er af DBU i Nordjylland kåret som årets fodboldklub.

Storvorde Sejlflod Boldklub blev på DBU Jylland Region 1’s årsmøde i Aalborg tirsdag aften hædret med titlen som Årets Fodboldklub i regionen i 2015.

Sten Kristensen og Axel Guldager Frederiksen modtog på klubbens vegne prisen - overrakt af DBU Jylland Region 1's formand, Kristian Nørgaard Thomsen.

Klubben var tidligere en flerstrenget forening, men er i dag udelukkende en fodboldklub, hvis trivsel og fremgang kan registreres på flere parametre: 

- Medlemstallet i klubben har de senere år været stødt stigende, fra i 2010 268 medlemmer, til i dag 362 medlemmer, hvilket svarer til 10 procent af befolkningen i byen. 239 medlemmer er ungdom, hvoraf 70 er piger. 

- Holdtilmeldinger i 2015 har været 34 hold til udendørs turneringer, 4 til indendørs samt 8 Futsal hold, hvilket er det højeste samlede antal tilmeldinger i klubbens historie. 

- Kurser og uddannelses prioriteres højt. Klubben har udpeget en kursuskoordinator, som sikrer at udbudte kurser tilbydes til klubbens frivillige, til rekruttering og fastholdelse af trænere og ledere. Dette gælder både for klubbens egne frivillige og for naboklubberne. Vi har i 2015 således afviklet følgende kurser med deltagelse fra egne rækker og andre klubber.

Blandt andet en teenagedommercamp, som blev afviklet for 8. gang i 2015, og som gennem årene har betydet uddannelse af cirka 300 unge dommere, hvoraf 40 er uddannet i 2015. 

Fremtiden byder på nye spændende udfordringer. Eksempelvis vil SSB i samarbejde med byens håndboldklub arbejde på at få etableret to beachfodbold/-håndboldbaner, som kan være med til at give nye muligheder for nye medlemmer. 
 


Seneste nyt

fra Nordjylland