Stadig i livsfare

Fredag morgen lyder meldingen fra Nordjyllands Politi, at situationen stadig er kritisk, og mindst et af børnene stadig er i livsfare.

Torsdag eftermiddag kørte en minibus ind i en personbil, hvor en bedstemor og tre børn sad.

- Bilen med børnene kører ud for ubetinget vigepligt, og så kommer minibussen og kører ind i siden på den, fortæller vagtchef Aage Pedersen fra Nordjyllands Politi.

- De tre børn er kvæstede, og mindst en af dem er livsfarligt kvæstet, tilføjer han.

Ifølge Ritzaus oplysninger om ulykken er tre af de tilskadekomne børn under 11 år. Børnene blev i forbindelse med ulykken fastklemt i bilen og måtte frigøres af brandvæsnet.

Aage Pedersen fortæller, at der var to mennesker i minibussen, da den kørte sammen med personbilen. De er tilsyneladende sluppet billigt fra ulykken.

Efter ulykken kørte seks ambulancer i kortege med politieskorte til traumecentret i Aalborg.

Ulykken skete på Bøgildgårdsvej i Hadsund kort før klokken tre, og efterfølgende valgte redningsberedskabet at sætte det store maskineri i sving.

Region Midtjyllands redningshelikopter fra flyvestationen i Karup blev blandt andet sendt til stedet. Det samme gjorde en mobil traumeenhed med læger og sygeplejersker fra sygehuset i Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland