TV2 Nord

Stadig ingen svar på dårlig lugt i Klokkerholm

Der bliver luftet grundigt ud på Klokkerholm Skole for at komme af med kraftige lugte. Foto: Lisbet Christensen

Brønderslev Kommune arbejder på højtryk for at finde ud af, hvad der er årsagen til stanken omkring Klokkerholm Skole, som fortsat er lukket.

Klokkerholm Skole har været lukket i en uge på grund af voldsomme lugtgener, der har gjort både lærere og elever dårlige.

Tirsdag kom der svar på luft- og vandprøver, men de gav intet svar på, hvad der er årsag til den voldsomme lugt, som ikke kun har generet skolens lærere og elever, men også borgere i nærområdet.

- Lige nu arbejder vi på højtryk og overvejer alle muligheder. Vi har talt med analysefirmaet, og sammen forsøger vi at finde ud af, om der er flere prøver, vi kan tage for at få svar, siger Jes Rose Nielsen, miljømedarbejder i Brønderslev Kommune.

Læs også Stank i Klokkerholm: Ingen ved, om lugt er skadelig - eller hvor den kommer fra

Man mener at have lokaliseret lugten til en enkelt spildevandsbrønd, da det kune lugter fra brønden og i området lige omkring dem, mens lugten bliver svagere, jo længere man kommer væk.

- Vi undersøger fortsat kloak systemet for at se, om det kan give nogle svar, siger Jes Rose Nielsen.

Klokkerholm Skole er altså fortsat lukket. Mandag sagde skoleleder Helle Faber, at hun ikke vil åbne skolen igen, før embedslægen kan garantere, at det ikke er farligt for elever og personale.

- Vi har talt med embedslægen, som gerne vil rådgive. Men det er kommunens ansvar at finde årsagen, og embedslægen kan ikke gøre noget, før vi kender årsagen til lugten, fortæller Jes Rose Nielsen.

Læs også Klokkerholm Skole fortsat lukket: Vil have garanti for, at det ikke er farligt

Indtil videre undervises eleverne på forskellige andre lokationer, blandt andet fodboldklubben i Klokkerholm, byens forsmalingshus og i Hjalleruphallen.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord