Stærekasse-hærværksmand har meldt sig selv

Manden der fredag den 10. maj lavede hærværk mod stærekassen i Aabybro har tirsdag meldt sig selv til politiet.

En dårlig dag og ærgrelsen over at være blevet blitzet fik fredag den 10. maj en gerningsmand til at ødelægge glasset på stærekassen i Aabybro.

Nu har den 27-årige hærværksmand meldt sig selv til Nordjyllands Politi tirsdag.

Det oplyser Nordjyllands Politi.

Efter manden blev blitzet fredag, standsede hans sin bil og gik mod stærekassen med et koben i hånden.

I arrigskab over at være blevet blitzet valgte den 27-årige mand gentagende gange at slå på stærekassen med sit medbragte koben. Raserianfaldet resulterede i at både glas og kassen blev ødelagt og deform. Derefter valgte manden igen at sætte sig i sin bil med koben og køre fra gerningsstedet. Det til trods for, at flere vidner overværede mandens udbrud mod stærekassen.

Tirsdag valgte manden altså at melde sig selv til Nordjyllands Politi. Han erkendte at have lavet hærværket mod stærekassen med kobenet.

Grunden til det voldsomme angreb på stærekassen skulle ifølge Nordjyllands Politi være, at den 27-årige mand havde en dårlig dag og var blevet meget frustreret over at være blevet blitzet.

Den 27-årige hærværksmand har indvilliget i at betale erstatning for den ødelagte stærekasse. Nu kan han se frem til en bøde for hærværket mod stærekassen. Oven i det slipper han ikke for den oprindelige bøde for hastighedsovertrædelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland