Stalkingoffer: Det var som at være i krig

Mennesker kan blive så besat af en anden person, at de forfølger og chikanerer personen igennem en årrække. Fænomenet kaldes stalking, og er et udbredt problem i Nordjylland.

Igennem flere år blev Dorthe forfulgt og chikaneret af sin nabo. Hun var udsat for det der populært kaldes stalking.

- Det var helt forfærdeligt. Det var som at være i en krig, jeg vidste aldrig, hvad der ville ske, siger Dorthe, der gerne vil være anonym af hensyn til sin og sine børns sikkerhed.

Stalkingen startede med ridser i bilen, men senere blev stalkingen langt mere alvorlig.

- Der blev skudt mod min terrassedør, så glasset gik i stykker, og der gik det op for mig, at det her var et angreb på min person, siger Dorthe.

Ifølge Nordjyllands Politi er stalking i Nordjylland et udbredt problem.

- Vi har omkring 140 sager om året at tage stilling til, så på baggrund af det, er det selvfølgelig et problem, siger politiassistent ved Nordjyllands Politi, Claus Henriksen.

Og ifølge Dansk Anti-Stalking Forening er stalking i Nordjylland ikke bare et udbredt problem, men også et stigende problem.

- Vi har ingen danske tal for det her fænomen endnu, men på grund af den nye teknologi, så ved vi, at problemet er stigende, og det er det også i Nordjylland, siger Lise Linn Larsen fra foreningen.

Dorthe følte, i de år stalkingen stod på, at hendes liv blev taget fra hende. Hun følte ikke, der var hjælp at få, og det er der heller ikke, mener en advokat.

- Som lovgivningen er lige nu, så er der ikke noget, der beskytter dem der bliver stalket. Man kan få et polititilhold, men det er også svært at få, da man skal bevise de hele selv, siger advokat Lars Kühnel.

Dorthes nabo blev aldrig dømt. Stalkingen stoppede, men hun er mærket for livet.

- Når jeg snakker om det kommer frygten tilbage. Og det er en angst, jeg aldrig tror jeg kommer af med, siger Dorthe.  


Seneste nyt

fra Nordjylland