Stedfar tidligere tiltalt for overgreb

Foto: Nick Clark

Stedfaren i Rebildsagen har tidligere været tiltalt og senere frikendt for misbrug af den ældste datter M.

Anklageren i Rebildsagen, Anette Abildgaard, bekræfter overfor TV2/Nord, at stedfaren i Rebildsagen tidligere har været tiltalt for misbrug af den ældste datter ,M, på 15 år. Sagen blev kørt for få år siden, og her blev stedfaren frikendt i retten.

Den 15-årige piges biologiske far sidder nu i retten i Aalborg tiltalt for overgreb på flere børn - heriblandt den ældste datter M.

I retten i Aalborg har den biologiske far henvist til sagen mod stedfaren. Her har faren flere gange forklaret, at pigen M kom med beskyldninger om, at stedfaren havde pillet ved hende i sengen. Han forklarer, at han dengang gik videre med oplysningerne til kommunen, og han derefter i samarbejde med kommunen gik til politiet.

Anklager Anette Abildgaard har ikke stillet spørgsmål til den afsluttede sag i retten, da hun ikke mener, at den er relevant i forhold til den nuværende sag.

TV2/Nord har talt med stedfaren til den 15-årige pige, og han bekræfter, at der var en sag, og at han blev frikendt.

Har du et godt tip?