Stena Line: Kollideret færge skal repareres i Odense

Stena Jutlandica forventes at optage sin normale rutefart fra den 3. august.

Stena Jutlandica vender mandag aften snuden mod Danmark for at blive repareret på det fynske værft FY Yards i Odense. Det fortæller Stena Lines PR-ansvarlige, Carl Mårtensson, til TV2/Nord.

Færgen, der normalt sejler mellem Göteborg og Frederikshavn, kolliderede natten til søndag med tankskibet Ternvind. Siden da er hun blevet midlertidigt repereret intensivt i Göteborg, så hun selv kan sejle til Odense med reduceret kraft.

- Vi siger efter at sende hende afsted klokken 18.00, men vi skal stadig have tilladelsen fra de svenske myndigheder, siger Stena Lines Carl Mårtensson til TV2/Nord.

Det er endnu uvist, hvordan kollisionen med de to skibe opstod. De svenske myndigheder arbejder stadig på rapporten, der skal klargøre forløbet.

- Vi vil ikke spekulere over, hvad der er sket. Vi venter på, at den endelige rapport kommer. Jeg ved bare, at de havde en debriefing umiddelbart efter kollisionen, siger Carl Mårtensson.

Stena Jutlandica forventes at optage sin normale rutefart fra den 3. august.


Seneste nyt

fra Nordjylland