Stenild afløser Casper Jacobsen i AaB

 Stenild afløser Casper Jacobsen i AaB

Kenneth Stenild vender tilbage som reservemålmand i AaB, efter en sæsons udlejning til FC Hjørring.

Casper Jacobsens ophold i AaB blev dermed på halvandet års varighed, og i AaB har man været glad for samarbejdet.

- Vi havde egentlig også tilbudt Casper Jacobsen et års forlængelse, men Casper har i stedet valgt at takke ja til et tilbud fra Breidablik på Island, hvorfor vi naturligvis ønsker ham held og lykke, udtaler AaB's sportsdirektør Lynge Jakobsen i en pressemeddelelse.

Til gengæld vender den 19-årige U/20-landsholdsmålmand Kenneth Stenild tilbage i folden efter i sæsonen 2006/2007 at have været udlejet til FC Hjørring i 2. division.

- Kenneth Stenild er en talentfuld keeper, der i denne sæson har opnået fuld spilletid og værdifuld rutine på divisionsniveau, og når FC Hjørring har spillet sæsonens to sidste kampe, vender Kenneth derfor som planlagt hjem til vores SAS Liga-trup, fortæller Lynge Jakobsen.

Indtil videre har Kenneth Stenild spillet 34 ungdomslandskampe for Danmark.


Seneste nyt

fra Nordjylland