Stigende prisafslag plager boligmarkedet i Aalborg

Foto: Jeppe Michael Jensen / Ritzau Scanpix

I Aalborg er prisafslagene i det seneste år steget fra 1,8 procent til 5,7 procent.

De stigende boligpriser, som der har hærget i de store byer de seneste år, ser ud til at være en saga blot. 

De seneste tal fra Boligheds Markedsstatistik viser, at sælgerne i 1. kvartal måtte give pæne afslag for at komme af med lejlighederne i landets fire største byer.

I forhold til samme tid sidste år er prisafslagene vokset i både København, Århus, Aalborg og Odense. Den største stigning finder man i Aalborg, hvor de gennemsnitlige afslag er steget fra 1,8 procent i 1. kvartal 2018 til 5,7 procent i 1. kvartal 2019.

Stemningen på lejlighedsmarkedet er vendt, og det er nu køberne, som har fat i den lange ende, vurderer boligøkonom og købermægler Hans Møllnitz Olsen fra køberplatformen Bolighed.dk

Han forventer, at priserne på lejligheder vil fortsætte med at falde i de store byer, og at køberne vil gå hårdere til prisforhandlingen i den kommende tid.

- Prisfesten ser ud til at være forbi for denne gang, og køberne er blevet mere forsigtige. De er blevet mere kræsne med beliggenheden, og de forventer, at der nu kan forhandles mere om udbudsprisen, siger Hans Møllnitz Olsen.

Største afslag i Aalborg

Som købermægler rådgiver han kommende boligkøbere og hjælper med prisforhandlingen. Lige nu oplever han, at køberne går efter det sikre valg.

- En studievenlig lejlighed skal helst kunne deles af to studerende, så der er flere om at betale huslejen. Hvis en lejlighed ligger ud til en trafikeret vej, eller der er meget støj fra nattelivet, så vælger mange købere at stå over. Køberne kan tillade sig at være mere kræsne i det nuværende marked, siger Hans Møllnitz Olsen.

Forsiden lige nu