Stigning i udenlandske kvinder til Nordjylland

Antallet af udenlandske kvinder i Nordjylland er stigende, men hvorvidt der er tale om menneskehandel eller prostitution er svært at vurdere. Det fortæller Center mod menneskehandel til TV2/Nord.

Hvorvidt der er tale om menneskehandel eller prostitution er svært at sige, men tendensen er klar. Der er sket en klar stigning i antallet af udenlandske kvinder, som kommer til Nordjylland.

Det fortæller Anette Skjoldborg fra Center mod menneskehandel til TV2/Nord efter at retssagen mod et thailandsk par, som angiveligt har hentet fem thailandske kvinder til Danmark for at prostituere dem, onsdag fortsatte i retten i Hjørring.

- Vi ser en stigning i antallet af udenlandske kvinder i Nordjylland, og så er der også en tendens til, at de trækker herop ad fra andre politikredse, siger Anette Skjoldborg.

Men selvom antallet af udenlandske kvinder - som enten kommer frivilligt eller hentes til Nordjylland af bagmænd - er stigende, så understreger Anette Skjoldborg, at det er svært at vurdere, hvorvidt der er tale om egentlig menneskehandel eller prostitution.

Anette Skjoldborg oplever nemlig ikke, at kvinderne vil fortælle særlig meget om bagmændene, fordi de ofte er bange for at udtale sig af frygt for netop bagmændene.

Du kan se hele interviewet med Anette Skjoldborg ved at trykke på Play-ikonet øverst.


Seneste nyt

fra Nordjylland