TV2 Nord

Stilhed og lammetæv: Fortuna Hjørring ærede stifter inden stor sejr

Foto: Henning Bagger, Scanpix

Søndag eftermiddag sagde Fortuna Hjørring farvel til sin nu afdøde stifter, John Robert Larsen, med et minuts stilhed og en flot sejr over Vejle Boldklub.

Om det var sørgebindene og det fulde minuts stilhed til ære for fodboldklubbens stifter, John Robert Larsen, der var med til at fyre op under Fortuna-kvindernes bål, er svært at gisne om.

Men sikkert er det, at dameholdet søndag eftermiddag sendte gæsterne fra Vejle Boldklub hjem med en ordentlig afklapsning i bagagen - 6-0 lød slutresultatet på efter 90 minutters spil. En kamp og et resultat lige efter John Robert Larsens hoved.

- Fortuna og Dana Cup har mistet en ildsjæl, der for over 50 år siden for alvor satte skub i kvindefodbolden i Hjørring og for 36 år siden tog initiativ til grundlæggelse af den ungdomsfodboldturnering - Dana Cup - der skulle vise sig at blive en af verdens allerstørste og et enormt aktiv ikke alene for ungdomsfodbold, men også for Hjørring by og egn. John Robert Larsen, som hele verden lærte at kende under navnet JR, blev 75 år gammel, står der at læse på Fortuna Hjørrings hjemmeside. 

Læs også Manden bag Fortuna Hjørring og Dana Cup er død af kræft

Klubbens stifter sov ind torsdag aften efter at have kæmpet med lungehindekræft i to år. Og det var med hans minde i baghovedet, at spillerne søndag løb på banen og i løbet af de første 45 minutter lukkede og slukkede festen for Vejle Boldklub.

Det nordjyske bombardement af gæsternes mål begyndte allerede efter tre minutter. Her sendte Tamires Dias Gomes bolden i nettet, og otte minutter senere fulgte Agnete Nielsen trop med en scoring til 2-0. I det 35. minut udbyggede Signe Bruun føringen til 3-0, inden Laura Frank gjorde det til 4-0 tre minutter senere.

Dermed var der reelt lukket ned for Vejle Boldklub. Fortuna Hjørring-kvinderne satte dog trumf på i anden halvleg, hvor Agnete Nielsen og Karen Holmgaard nettede en gang hver.

Dermed cementerer Fortuna Hjørring sin førsteplads i 3F Ligaen. Holdet er nu oppe på 33 point, mens Brøndby halser efter på andenpladsen med 25 point. 

00:55 Luk video

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord