Stilhed før stormen

Fortsat fred og ro i Østerild Klitplantage. Men politiet varsler snarlig aktion.

- Vi har kaffe på kanden, når de kommer, sådan lyder meldingen fra Tom Vilmer, talsmand for de aktivister, som for tiden blokerer fældningsarbejdet i Østerild Klitplantage. Og dem, han hentyder til, er de betjente, som inden længe bliver sendt ud i plantagen for at sætte arbejdet i gang.

Rygterne har svirret om hvornår aktionen skulle begynde - et af budene lød på her til morgen.

- Vi havde hørt, at politiet ville komme og haft travlt med at gøre klar til det, siger aktivist Amos Spenner.

Men hele dagen forløb fredeligt og roligt i plantagen. Det betyder dog ikke, at politiet har givet op - tværtimod.

- Når vi kommer næste gang, bliver det for at få maskinerne i gang. Og så skal vi tænke alle mulige scenarier ind i det og derfor tager det tid, inden vi er der, siger Ralf Hove Larsen, stationsleder ved Lokalpolitiet i Thisted til TV2 Nord.

Ralf Hove Larsen ønsker ikke at kommentere, hvornår aktionen går i gang, men ifølge TV2 Nords oplysninger bliver det efter alt at dømme tirsdag morgen. Der skulle ligeledes være indkaldt ekstra mandskab til opgaven.


Seneste nyt

fra Nordjylland