Stine tjekkede ikke digital post og mistede kontanthjælp

En ung kvinde fra Mariagerfjord Kommune har fået frataget sin kontanthjælp uden varsel, fordi hun ikke har tjekket sin digitale postkasse.

Det kan have store konsekvenser, hvis man siger ja til at få post fra kommunen i sin digitale postkasse. Det må 22-årige Stine Jørgensen fra Hobro sande, efter at kommunen pludselig stoppede hendes kontanthjælp uden varsel.

- Jeg synes, det er under al kritik. Jeg er dybt chokeret og rystet, siger Stine Jørgensen.

Det er ikke mere end tre uger siden, at Stine Jørgensen oprettede en digital postkasse. Samtidig sagde hun ja til, at posten fra Mariagerfjord Kommune skulle komme i den i stedet for i den normale postkasse.

- Jeg har ikke haft nogen grund til at tjekke min digitale postkasse, og jeg har egentlig også lavet en aftale med min sagsbehandler om, at kommunen skulle kontakte mig per brev, telefon eller e-mail, siger Stine Jørgensen, som pludselig fandt ud af, at kontanthjælpen ikke var kommet ind på hendes konto som normalt.

- Vi er kede af, hvis der er nogen, der kommer i klemme, fordi vi gerne vil kommunikere digitalt med borgerne, siger Michael Tidemand, arbejdsmarkedschef i Mariagerfjord Kommune.

Fra 1. november i år skal alle danskere have en digital postkasse og modtage post fra det offentlige i den fremfor papirbreve.

- Der er ingen grund til at vente til sidste øjeblik. Vi er begyndt at indfase det allerede nu, så vi sikrer en god dialog med borgerne, siger Michael Tidemand.

Stine Jørgensen var ikke klar over, at hun har pligt til at tjekke sin digitale postkasse. Nu skal hun kæmpe for at få sin kontanthjælp tilbage.

- Jeg tror, der er mange, der står i min situation, og ikke ved, hvad man skal gøre, siger Stine Jørgensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland