Stinesminde slipper for ny havn

Politikerne i Mariagerfjord Kommune sagde i aftes blankt nej til at etablere en ny, ekstra havn i det idylliske fiskerleje.

Beboerne i Stinesminde får lov til at beholde deres fiskerleje som det er. Kommunens politikere vil ligesom dem ikke have en havn mere.

- Hele udvalget er enige om at kulturperlen Stinesminde skal forblive som den er, siger Preben Christensen (Soc.dem.) Formand for Teknik- & Miljøudvalget i Mariagerfjord Kommune.

Bygherren er Kalmar Huse. De ville ellers have 11 bådpladser i en ny havn i sammenhæng med en række nye sommerhusgrunde ovenfor fiskerlejet. De tager kommunes beslutning til efterretning.

- Vi fik en positiv tilkendegivelse fra amtet i år 2000. Afslaget i efteråret fra amtet forstod vi ikke, så vi prøvede igen ved kommunen. De har sagt nej. Det er der ikke nået at gøre ved, så nu er den sag slut for vores vedkommende, siger Jan Ravn fra Kalmar Huse.

Byggefirmaet har solgt 2 af de 15 sommerhusgrunde i Stinesminde - ingen af dem med lovning på en bådplads.

Med beslutningen følger politikerne i Mariagerfjord Kommune den afgørelse, som det hedengangne Nordjyllands Amt tog sidste efterår.

- Regionplanen siger jo klart, at Stinesminde skal have mere natur og mindre byggeri, siger Preben Christensen.

Flere nyheder fra TV2 Nord