Stjal for 150.000 kroner minkskind

En minkfarm nær Brovst blev tidlig tirsdag berøvet minkskind for omkring 150.000 kroner.

En minkfarm på Tranum Engvej nord for Brovst mistede i morges omkring klokken 6 350 minkskind.

- Tyvene har taget 350 skind, som vel har en værdi i omegen af 100.000-150.000 kroner. "Problemet" er bare, at 200 af skindene er våde, så de skal bearbejdes ellers går de til, siger vagtchef Per Vagn til TV2/Nord.

Minkfarmene har de seneste par år været udsat for flere tyverier af både mink og skind. Derfor har de oprustet betydeligt på sikkerhedsfronten.

- Tyvene er kommet ind af et vindue og derefter brudt en rulleport op. Det har ikke været nok bare at bryge vinduet op for minkfarmene har efterhånden rigtig meget sikkerhed, siger vagtchef Per Vagn.


Seneste nyt

fra Nordjylland