Stjal bybus og kørte galt

Så skete det igen. Natten til tirsdag endte en bybus ude på en mark ved Fjellerad. Bag rattet sad en, der ikke havde licens til at køre den.

Bybussen er stjålet fra Jyllandsgade i Aalborg mellem klokken 20.00 mandag aften og 01.40, da den endte på marken, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Frank Liltorp til tv2nord.dk.

Den uautoriserede chauffør stak af fra stedet og er endnu ikke fundet.

- Sidste gang, var der jo gode overvågningsbilleder, som gjorde det let at finde frem til de to gerningsmænd, siger Frank Liltorp og håber det også er tilfældet denne gang.

Sidst blev der stjålet to busser. Det skete natten til den 12. september og der skete omfattende materiel skade på busserne.

Flere nyheder fra TV2 Nord