Stjal halv million fra mand på plejehjem

En ældre mand på plejehjem i Aars blev snydt for en halv million kroner af en kvinde, der nu skal i retten for bedrageri. Foto: TV2/Nord

En ældre mand på et plejehjem i Aars blev snydt af en kvinde, der stjal en halv million kroner fra ham. 

Retten i Aalborg behandler i dag en sag, hvor en kvinde er tiltalt for at have snydt sig til en halv million kroner, som hun stjal fra en ældre mand på et plejehjem i Aars.
 
Kvinden er tiltalt for at have forfalsket den ældre mands underskrift og lavet 60 forfalskede fuldmagter til sig selv i mandens navn.

Fuldmagterne brugte hun i Sparekassen Himmerland og Spar Nord i Aars, hvor hun hævede penge på mandens konti. I alt udbetalte kvinden omkring en halv million kroner til sig selv.

Kvinden er således tiltalt for dokumentfalsk og bedrageri. De falske fuldmagter lavede kvinden i perioden januar 2009 til oktober 2010, hvor plejehjemmet opdagede det og meldte hende til politiet. 

Flere nyheder fra TV2 Nord