Stjal pistol fra politimand

En 26-årig mand står ved retten i Aalborg tiltalt for at have stjålet en politibetjents pistol, samt true en anden politibetjent med pistolen.

Episoden fandt sted 29. november sidste år på Aalborg Sygehus, hvor den 26-årige var taget hen efter at have fortrudt et selvmordsforsøg, hvor han havde indtaget nogle piller.
Da politiet ankom, lykkedes det for manden at stjæle en tjenestepistol fra en af betjentene.

Ved grundlovsforhøret kom det frem, at den 26-årige truede en politimand med pistolen. Han forklarede, at han ikke troede, den var ladt, fordi han ikke regnede med, at politiet gik rundt med skarpladte pistoler.
 
Det er ikke første gang, det er sket. Tilbage i 2008 lykkedes det ligeledes en 27-årig mand at stjæle en tjenestepistol.
 
Episoden fandt sted på psykiatrisk sygehus i Aalborg. Den gang endte det med, at den 27-årige dræbte sig selv med to skud. Dengang blev han overmandet af politiet, men endte alligevel med at affyre to skud, som ramte ham selv.
 
Dengang forklarede politiets tillidsmand, at det var svært helt at undgå situationer, hvor en betjent får stjålet sin pistol.
 
- Hvis overmagten er større end de kræfter, man selv har, så er det klart, at så kan det ske. Selvom det selvfølgelig er meget, meget sjældent, det sker, sagde Børge K. Nielsen dengang til TV2/Nord.


Seneste nyt

fra Nordjylland