Stjal taske og mobiltelefon mens familie var hjemme

Foto: TV2/Nord

22-årig stjal igen efter seks uger på fri fod.

En 22-årig mand fra Hjørring, der er godt kendt af politiet, bliver klokken 12 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring.

Han blev fredag morgen anholdt på en adresse i Hjørring, efter at være blevet identificeret som gerningsmanden til et frækt tyveri tirsdag aften, hvor der i en villa i Hjørring blev stjålet en mobiltelefon og en taske med tegnebog mens hjemmets beboere sad på terrassen.

Da Nordjyllands Politi fredag morgen anholdt den 22-årige i Hjørring fandt de også 27 gram amfetamin, som han bliver sigtet for at være i besiddelse af. Og selvom det er denne forseelse, der på papiret er den alvorligste, er det ikke den der har fået politiet til at ønske den 22-årige fængslet.

- Han er rigtig godt kendt for lignende kriminalitet og blev midt i maj løsladt efter en længere fængselsstraf for berigelse, fortæller vicepolitikommissær Peter Skovbak fra lokalpolitiet i Hjørring.

- Der er en større reststraf der, og så er det simpelthen fordi det er i gentagelsestilfælde, at vi ønsker ham fængslet, siger Peter Skovbak.

Flere nyheder fra TV2 Nord