Støjberg: Jeg burde ikke have gengivet historien

Integrationsminister Inger Støjberg skriver i en mail til TV2 Nord, at hun ikke burde have gengivet historie om svinekødsforbud i aalborgensisk børnehave.

Inger Støjberg, integrationsminister fra Venstre, erkender nu, at hun har fortalt en udokumenteret historie ved et debatmøde i Frederikshavn. Inger Støjberg fortalte til mødet, at hun kendte til et vennepar, der har valgt en aalborgensisk kommunal børnehave fra, fordi de forbød svinekød i madpakken. 

- Jeg har i fredags til et arrangement videreformidlet en historie, som jeg er blevet fortalt, om en børnehave i Aalborg, der skulle have haft en regel om, at der ikke måtte spises svinekød i institutionen. Jeg har fået fortalt denne historie i et privat selskab af personer, som jeg stoler på, skriver Inger Støjberg til TV2 Nord.

Men nu erkender Inger Støjberg, at historien ikke er dokumenteret.  

-Jeg kan ikke yderligere dokumentere, at det pågældende forældrepar har fået besked om ikke at måtte medbringe svinekød, og jeg burde derfor ikke have gengivet historien uden at have dobbelttjekket den med Aalborg Kommune, skriver Inger Støjberg til TV2 Nord.

Byrådssuppleanten Anja Lundtoft Thomsen fra Enhedslisten var tilstede ved debatmødet i Frederikshavn fredag. Hun gjorde Inger Støjberg opmærksom på, at historien ikke kunne være sand. Hun bad integrationsministeren om at nævne navnet på børnehaven.

- Flere har spurgt til, hvilken børnehave, det drejer sig om. Det drejer sig om en børnehave i Aalborg ved navn Pilehaven, og episoden skulle have fundet sted i foråret 2013. Jeg har ikke haft grund til at betvivle, at den gengivelse, jeg har fået, er korrekt, skriver Inger Støjberg.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland