Stor arv til børn

Foto: Daniel Mikkelsen

Børneafdelingen på Aalborg Sygehus arver hele 828.000 kroner efter et nordjysk ægtepar. Pengene er øremærket til børn med kræft.

De mange penge falder naturligvis på et tørt sted for de kræftramte børn, der har brug for al den støtte og adspredelse, de kan få.

- Det er den største arv, vi nogen sinde har fået, fortæller den glade modtager, ledende overlæge Erik Østergaard fra Børneafdelingen.

Pengene må udelukkende gå til udgifter, der ikke i forvejen er dækket af sygehusets drift, og de bliver en stor hjælp i at fjerne børnenes fokus lidt fra sygdommen.

- Det giver os fantastiske muligheder for at forære børnene nogle gode oplevelser. Nu bliver det nemmere at få råd til de lidt dyrere tiltag som hospitalsklovne og koloniophold, ligesom vi kan forlænge vores meget succesrige madlavningsprojekt for kræftramte børn med lav appetit, siger Erik Østergaard.

Han er rigtig, rigtig glad for, at så mange donerer penge til børnene eller betænker Børneafdelingen i testamenter.

- Det betyder alt for os og for børnene. Vi håber dog, at andre, der tænker på at donere gaver til Børneafdelingens patienter, også vil huske de mange børn med andre alvorlige og langvarige sygdomme end kræft, så de også kan få del i de spændende oplevelser.

Flere nyheder fra TV2 Nord