Stor interesse for ulovlig medicinsk cannabis

Et arrangement om ulovlig medicinsk cannabis i Frederikshavn var så populært at 80 interesserede på forhånd blev afvist.

De 150 mennesker der i dag fik billet til arrangement i Maskinhallen i Frederikshavn om medicinsk cannabis kunne høre Kim Velfs erfaringer med det ulovlige stof. For 21 år siden blev han sparket i hovedet af en hest. Det kostede et åbent kraniebrud og hjerneskade, der førte en depression og angst med sig. Pillerne han fik hos lægen virkede ikke.

- Jeg var parat til at tage til Sverige og bo i ødemarken var fra alting. Jeg ville hellere stå ansigt til ansigt med en bjørn end at møde andre mennesker, fortæller Kim Velf, der bor i Aalborg.

quote Den værste bivirkning man kan få, det er at man kan få en hverdag til at fungere.

Kim Velf, Aalborg

For tre år siden blev han introduceret for medicinsk cannabis. Det fortæller han i dag om fra scenen i Frederikshavn, for det blev vendepunktet i hans liv.

- Jeg har overskud til mere. Jeg har overskud til at passe mit flexjob og jeg har overskud til min familie. Jeg bliver ikke længere så træt, siger Kim Velf.

De danske myndigheder mener at der er for stor usikkerhed omkring virkning og bivirkninger af medicinsk cannabis, og derfor er det endnu ikke lovligt i Danmark. Det giver Kim ikke meget for.

- Den værste bivirkning man kan få, det er at man kan få en hverdag til at fungere, siger Kim Velf.

Et flertal i Folketinget har netop besluttet at lave et 4-årigt forsøg med lovlig medicinsk cannabis. Forsøget bliver for smertebehandling af kræft- sclerose- og rygmarvsskadede patienter. Psykisk syge som Kim Velf bliver ikke en del af forsøget, og derfor vil Kim fortsætte med at købe sin cannabisolie ulovligt over internettet.

- Jo, jeg er nok kriminel, men mit helbred er mere vigtigt end loven. Jeg er nødt til at være noget for min familie. Jeg er ikke nødt til at være noget for loven, siger Kim Velf.


Seneste nyt

fra Nordjylland