Stor medaljehøst til sjippe-piger

13 medaljer blev det til, da pigerne fra Gug Rope Skipping Team deltog i World Jump Rope Championship i Washington DC. Foto: Ib William Christensen

Pigerne fra Gug Rope Skipping Team hentede 13 medaljer af sølv og bronze til World Jump Rope Championship i Washington DC i USA.

Sent lørdag aften vendte ni trætte, men glade piger hjem til Aalborg med baggagen fuld af medaljer. Holdet fra Gug Rope Skipping Team har repræsenteret Danmark ved turneringen World Jump Rope Championship i USA, og det er gået over al forventning.

- Jeg er virkelig overrasket. Jeg havde ikke ventet, at vi vandt noget, og så er det fantastisk at komme hjem med så mange medaljer, siger en glad Eva Skalshøj fra Gug Rope Skipping Team.

Gug Rope Skipping Team er et af landets bedste, og medaljehøsten fra USA gør ikke forventningerne til fremtiden mindre hos holdets træner.

- Det tegner rigtig godt. Vi har nogle store talenter her som helt sikkert har noget at bygge videre på i fremtiden, siger træner Kathrine Thorndahl. 

Flere nyheder fra TV2 Nord