Stor stigning i antallet af indbrud i Nordjylland

Antallet af indbrud i Nordjylland steg markant i 2015. Nordjylland har oplevet den højeste stigning i antallet af indbrud på landsplan, og tendensen er fortsat i det nye år.

Nordjyllands Politikreds er den politikreds på landsplan, hvor antallet af anmeldte indbrud er steget klart mest. Der var således næsten en femtedel flere indbrud i Nordjyllands Politikreds i 2015 end året forinden. Det svarer næsten til 500 ekstra indbrud, og tendensen ser ud til at fortsætte i år.

Vi må desværre erkende, at den kedelige tendens med de mange indbrud er fortsat ind i 2016

- Vi må desværre erkende, at den kedelige tendens med de mange indbrud er fortsat ind i 2016, sådan som det ser ud lige nu, fortæller Sune Myrup, der er politikommissær ved Nordjyllands Politi.

Antallet af indbrud er faldet i stort set hele landet. Det er kun i Midt og Vestjyllands- og i Sydøstjyllands Politikreds, at de også er steget med henholdsvis 4,5 % og 8,3 procent. Det er dog stadig langt fra stigningen i Nordjyllands Politikreds, hvor der i 2015 var 2903 anmeldelser om indbrud mod 2447 i 2014. Hos Nordjyllands Politi erkender de, at de er udfordret i forhold til de mange indbrud.

- Det er selvfølgelig noget, vi har svært ved at dæmme op for, fordi det er et svært område. Når vi har en så stor politikreds og nogle gerningsmænd, som bestemmer både tid og sted, så er det altså svært at stoppe. Men det er selvfølgelig også derfor, at vi yder en ekstra indsats på området, forklarer Sune Myrup.

Vestbjerg er en af de byer, der de seneste par år har været hårdt plaget af indbrud. Alene den seneste halvanden måned har der været 6 indbrud og flere forsøg på indbrud i den lille by. Arne Fisker er en af de uheldige, der har haft besøg af ubudne gæster. Han forstår ikke, hvorfor Nordjyllands Politi har så svært ved at stoppe den uheldige tendens.

- Man kan nogle gange godt tænke tanken, at de har mere travlt med at udskrive fartbøder end at fange indbrudstyve. Men de gør jo nok, hvad de kan, siger han til TV2 Nord.

Indbrudstyvene er ofte godt organiserede, ligesom flere af dem også kommer uden for landets grænser, hvorfor tyvekosterne ofte forsvinder hurtigt ud af landet og er svære at spore. Men selvom de i øjeblikket har svært ved at stoppe tyveknægtene, så er problemet dog noget, politiet har ekstra fokus på.

- Vi gør jo selvfølgelig alt, hvad vi kan for at stoppe dem. Derfor har vi også sat ekstra patruljer ind i de særligt udsatte boligområder i ferieugerne og i weekenderne, fortæller Sune Myrup.


Seneste nyt

fra Nordjylland