Store forsinkelser i togtrafikken

Foto: Michael Schmidt Thomsen

En signalfejl ved Hobro skaber fortsat problemer for togpassagerer mellem Aalborg og Aarhus.

Togpassagerer oplever mandag eftermiddag stadig store forsinkelser mellem Aalborg og Aarhus. Togene er i øjeblikket forsinket med op til 50 minutter.

DSB oplyser, at InterCity Lyn-tog mellem Aalborg og København er aflyst, så InterCity-togene kan køre med mindre forsinkelser.

Problemerne er opstået på grund af en signalfejl ved Hobro, og Banedanmark oplyser, at togene derfor må "tales igennem" stationerne, da fejlstyringen ikke virker. Samtidig kører togene med nedsat hastighed.

Problemet har stået på siden i morges og har hele dagen medført forsinkelser og aflysninger. Banedanmark har endnu ikke fundet den præcise fejl, og ved ikke, hvornår signalerne kommer til at virke igen.