Storgaard spillede stor golf i Brønderslev

Forhenværende Europa Tour-spiller Knud Storgaard, der repræsenterer Rømø Golf Links, har lagt sig i spidsen af Weber Masters i Brønderslev sammen med svenske Gustav Adell efter runde i 68 slag.

Knud Storgaard spillede meget stabilt fra tee til green og lavede kun en enkelt bogey på trods af, at forholdene ikke just var lette. Sikre jernslag til midten af green og to birdieputts, der strøg hulkanten, afsluttede dagens runde.

Gustav Adell ramte også green på de to afsluttende huller og fik sikre to-putt-pars, dog med et besøg i roughen på hul 18. Adell lavede ligesom Storgaard kun en enkelt bogey på runden.

Altid stabile Peter Ankersø ligger på en delt tredjeplads sammen med svenske Johan Blixt, der debuterer på Scanplan Touren, et enkelt slag efter de førende.

Nordjyske Jakob Borregaard fra Hjørring spillede også en flot første runde og ligger på en delt sjetteplads. Han var to under efter ni og sluttede et enkelt slag over par.

Jacob Aaholm og Jakob Hommel-Hansen er foreløbig turneringens bedste amatører på en delt tiendeplads i to over par. Hommel-Hansen vandt, da touren besøgte Brønderslev Golfklub tilbage i 2004.

Dagens runde blev spillet i strid blæst med heftige regnbyger, som ikke gjorde Brønderslev Golfklubs svære bane nemmere.


Seneste nyt

fra Nordjylland