Storkommuner vil tvinge flere i uddannelse

Landets seks største kommuner vil tvinge unge under 30 til at tage en uddannelse, hvis de ikke er i arbejde. Dansk Industri hilser forslaget velkommen.

Der bliver færre og færre ufaglærte arbejdspladser i Danmark, og hvis ikke flere unge tager en uddannelse, vil puklen af ufaglærte arbejdere blot vokse sig større og større. Det skal der laves om på, og derfor er landets seks største kommuner, København, Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Randers, der nu i fællesskab går til kamp mod arbejdsløshed blandt de unge.
 
Hidtil har kommunernes jobcentre kunnet tvinge unge under 25 til at tage en kompetencegivende uddannelse, men nu vil kommunerne sætte grænsen ved 30 år. Det skriver Politiken. Og forslaget får stor opbakning i Dansk Industri, hvor direktør Lars Goldschmidt kalder det "afgørende nødvendigt", at de unge får en uddannelse.
 
- Alle initiativer, der kan få flere til at tage en uddannelse, hilser vi velkomne, siger Lars Goldschmidt, der peger på, at der er masser af plads i uddannelsessystemet, hvis blot man kigger sig lidt for.
 
- Det er langt bedre at tage en uddannelse, man måske ikke har så meget lyst til, end slet ikke at have en uddannelse. Alene det at gå på et uddannelsesforløb og modtage læring, er en stor fordel, siger DI direktøren til Ritzau.
 
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen opfordrer til, at man først og fremmest kigger på uddannelsessystemet, hvis man vil have flere til at tage en uddannelse.
 
- Vi har jo råbt på mere uddannelse de sidste 30 år, og alt tyder da også på, at vi i 2020 står med et overskud af unge uden uddannelse. Men vi har også et uddannelsessystem, der i øjeblikket ikke formår at få de sidste med.
 
- Nogle erhvervsuddannelser har et frafald på 50 procent, der mangler praktikpladser og også universiteterne oplever stort frafald, siger Flemming Ibsen.
 
Han kalder det "logisk nok", at man gerne vil uddanne en større del af befolkningen, men opfordrer samtidig kommunerne til at gøre helt klart, hvad det er for en type uddannelser, de vil have de unge til at tage.
 
Samtidig skal uddannelsesinstitutionerne komme med et svar på, hvordan man vil sikre, at de unge så også gennemfører uddannelserne.
 
- Vi har altså en masse mennesker, der har meget dårlige skolemæssige forudsætninger for at deltage i et
uddannelsesforløb. Det store udfordring er at få skruet et forløb sammen, som også de kan gennemføre, mener Flemming Ibsen.
 
Den konservative uddannelsesordfører Mai Henriksen (K) synes, at forslaget er en meget dårlig idé.
 
- Jeg tror ikke på tvang. Mange af de her unge er forvirrede og ved ikke, hvor de vil hen. Vi skal i langt højere grad skræddersy et forløb for den enkelte, så de kan blive hjulpet i den rigtige retning, frem for at tvinge nogen til noget, de dybest set ikke har lyst til, siger Mai Henriksen.


Seneste nyt

fra Nordjylland