Storm i Nord- og Vestdanmark fredag

Danmarks Meteorologiske Institut advarer mod storm i Nordjylland fredag, men hele landet får masser af vind.

Der er en storm på vej ind over Danmark, som især rammer Vestkysten. Sådan lyder advarslen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), som har udsendt stormvarsel for Vestjylland fredag og en advarsel om risiko for storm i Nordjylland.
 
- Der kommer et lavtryk ned i Nordsøen i løbet af i dag, og så tiltager vinden, så vi ud på aftenen får kraftig vind ind over os fra vestlig retning.
 
- Vi starter ud i nat med hård vind og hård kuling fra sydlig retning, siger meteorolog Lars Henriksen.
 
- Og i morgen går det så for alvor for sig. Vi får hård vind, hård kuling fra sydvestlig retning og igen kraftige vindstød. I løbet af dagen forventer vi op til storm ved Vestkysten med vindstød af orkanstyrke, siger han.
 
Middelvinden kan fredag nå cirka 25 meter i sekundet med vindstød af orkanstyrke fra 30 til 35 meter i sekundet.
 
- Det er nok den vestligste del af Jylland, der får den kraftigste vind. Kommer man så lidt ind over land, er den knap så kraftig, men der er fortsat vindstød og det vil der også være i store dele af landet, siger Lars Henriksen.

DMI advarer også mod forhøjet vandstand på grund af vinden. I første omgang i Vadehavet og ved Vestkysten.
 
- Men senere nok også i Limfjorden og de indre danske farvande, siger Lars Henriksen.
 
Det er under to uger siden, at Danmark senest var ramt af storm. Her var det også Vestjylland, det gik hårdest ud over.
 
- Det er måske knap så voldsomt. Men står man derude, og der rammer en middelvind på 25 meter i sekundet og de her kraftige vindstød, vil det stadigvæk føles voldsomt, siger han.

DMI varsler på deres hjemmeside:

Der er risiko for storm i den vestlige del af Nordjylland. Vinden frisker natten til fredag op fra sydvest og når op på kuling til hård kuling, men der er risko for at den sidst på natten når op på stormstyrke i middelviinden, ca. 25 m/s, med vindstød op imod orkanstyrke, ca. 30 m/s. Den krafige vind ventes at vare det meste af fredagen og vil efterhånden dreje til vest og nordvest.


Seneste nyt

fra Nordjylland