Stormen forsinker ikke mandagens togtrafik

Foto: TV2/NORD (Arkiv)

Togpassagerer kommer ikke til at få forsinkelser på grund af søndagens kraftige stormvejr, oplyser Banedanmark.

De togpassagerer, der med bange anelser har frygtet, at mandagens tur på arbejde skulle blive forsinket på grund af søndagens omfattende stormvejr, kan ånde lettet op.

Ifølge Banedanmark, der gennem natten har haft indkaldt ekstra mandskab for at fjerne omkuldblæste træer på flere togstrækninger, bliver togtrafikken mandag morgen ikke påvirket.

- Det er lykkes med hårdt arbejde og ekstra mandskab indkaldt at få fjernet alle de træer, der har generet os i løbet af natten, så vi kører normalt drift her i dag, siger sektionschef ved Banedanmark, Claus Bendix Christiansen.

Hovedstadsregionen har været hårdest ramt af væltede træer, men også her har man løst problemerne, oplyser Banedanmark. To træer var væltet ved Hareskoven, mens et enkelt var væltet ved både Allerød og Bernstorffsvej.

- Mandskabet har virkelig knoklet hele natten for at fjerne de i alt fire træer, der lå og hvilede hen over køreledningsanlæg, og vi har været heldige med, at træerne ikke har revet ledningerne ned, siger Claus Bendix Christiansen.

På landsplan har det kun været problemer ved Vendsyssel, hvor flere træer var væltet. Men også her har mandskab fået ryddet sporene inden morgentrafikken. Banedanmark har ikke fået meldinger fra DSBFirst om problemer, så kystbanen skulle også have klaret frisag.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord