Stort dyk i fjordens ilt

Arkivfoto Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)

Det varme sommervejr har fået iltindholdet i Limfjorden til at styrtdykke.

Fiskene og planterne er flere steder i Limfjorden begyndt at få åndenød. Det varme sommervejr får iltindholdet i fjorden til at dykke til sommerens hidtil laveste niveau.

Det fortæller DR Nordjylland.

- Iltindholdet ved bunden er faldende, siger miljøtekniker Bent Jensen efter de seneste to dages togter med Naturstyrelsens miljøskib Limgrim.

Limgrim har på sit togt tirsdag og onsdag konstateret iltsvind på målesteder i Lovns Bredning og Hvalpsund og kraftigt iltsvind i Thisted Bredning, Vildsund og Dragstrup Vig.

- Det betyder, at de dyr der ikke kan bevæge sig: muslinger, børsteorme og snegle må klare sig med de forhold der er. Så hvis der er dårlig iltforhold i tilstrækkelig lang tid, så dør de af iltmangel. Mens fisk og andre mere mobile dyr kan søge ind på lavere vand, hvor der ikke er iltproblemer, siger han til DR Nordjylland.

Vejrudsigten med varme og kun lidt vind hjælper ikke Limfjordens planter og dyr.

- Det vil formentlig ikke være noget, der forbedrer situationen, siger Bent Jensen.

Mens iltindholdet er faldende, så har Limgrim på sine togter ikke konstateret algeopblomstringer i fjorden, så nyd roligt det lune vand med en dukkert.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord