Stort overskud hos Himmerland Forsikring

Himmerland Forsikring har overskud efter skat på 38,9 millioner kroner i første halvår af 2017.

Der er grund til jubel ved Himmerland Forsikring. Sidste år var overskuddet efter første halvår på 4,4 millioner kroner efter skat. I år er det 38,9 millioner – noget af en fremgang i forsikringsselskabet.

17,3 millioner kroner af nettoresultatet skyldes det forsikringsmæssige resultat, mens investeringer har sørget for 28,4 millioner kroner ekstra i kassen. Udviklingen i præmieindtægterne er også steget og giver nu 101,8 millioner kroner mod sidste års 99,4 millioner kroner.

Himmerland Forsikring ejer Concordia Forsikring, som også har haft et godt 1. halvår i 2017.

- Det er meget tilfredsstillende, lyder det fra direktør i Himmerland Forsikring, Ole Færch.

Det er især investeringsafkastet på 28,4 millioner kroner mod et tab sidste år på 8000 kroner, der luner.

- Den fremtidige udvikling på de finansielle markeder virker usikker, hvorfor vi ikke forventer større afkast herfra i en længerevarende periode. Netop derfor er det godt, at vi med den stærke forbedring i det forsikringsmæssige resultat har opnået det økonomiske råderum, der fortsat vil give medlemmerne i Himmerland Forsikring mulighed for bedre forsikringsdækninger og skarpe priser, så endnu flere kan få ”tæt på og ligetil”-oplevelsen i deres eget forsikringsselskab, siger direktøren.

Egenkapitalen i Himmerland Forsikring er på 791,4 millioner kroner.


Seneste nyt

fra Nordjylland