"Støt Rasmus og hans far" indkalder til demonstration

På Rådhuspladsen i København vil der kl. 13.00 være en demonstration for 4-årig Rasmus, der på tragisk vis mistede livet sidste mandag.

Det afgøres nemlig senere i dag i retten i Aalborg hvor den afdøde Rasmus på fire år skal begraves.

Den 35-årige moder, der kvalte Rasmus sidste mandag, ønsker at sønnen bliver begravet i Aalborg, mens faren Carsten vil have Rasmus begravet i København. Her kan Rasmus også være tæt på farens plejedatter, som er jævnaldrende med Rasmus. De to havde et tæt forhold.

Ifølge en af Rasmus' fars venner burde der slet ikke være tvivl om, hvor drengen skal begraves.

- Selvfølgelig skal drengen begraves i København. Rasmus' mor burde slet ikke have nogen rettigheder tilbage.

- Det var i København at Rasmus fik sin kærlighed, og den kærlighed vil han også få i København i fremtiden på selve gravstedet. Ikke i Aalborg, siger Nadia Dupont til TV2/Nord.

På Facebook er der oprettet en støttegruppe for dagens demonstration - den hedder "Støt Rasmus og hans far"

Et par hundrede mennesker forventes at deltage i demonstrationen.

OBS. Det er nu afgjort, at Rasmus begraves i Aalborg. Se mere til sagen i vores udsendelse 19.30.


Seneste nyt

fra Nordjylland