Støttemidler til forskning i kroniske smerter

I denne uge samles der penge ind til at bekæmpe kræften. Nogle af de forhåbentligt mange indsamlede midler går til en gruppe forskere på Aalborg Universitetshospital. De skal undersøge, hvorfor nogle kvinder får kroniske smerter efter en operation for livmoderhalskræft.

En forskningsgruppe af læger på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital er blandt de udvalgte, som får del i de indsamlede midler fra årets Knæk Cancer-kampagne, som foregår i denne uge.

Lægernes forskningsområde er livmoderkræft, som hvert år rammer mere end 700 danske kvinder. Behandlingen er først og fremmest en kikkertoperation, hvor livmoder, æggestokke og æggeledere fjernes. Men en del af kvinderne udvikler kroniske smerter efter operationen - smerter der påvirker deres livskvalitet i en negativ retning.

- Vi vil undersøge, om vi kan forudsige, hvem der har høj risiko for at få disse smerter. Med den viden, kan vi nemlig bedre forebygge og behandle smerterne, siger afdelingslæge og ph.d.-studerende Søren Lunde, som er én af lægerne bag projektet.

Man ved desværre kun meget lidt om de kroniske smerter, som kvinderne lider under. Dog har blandt andet danske smerteforskere inden for de seneste år vist nogle sammenhænge og mulige mekanismer, der kan have betydning for, hvem der udvikler smerter.

- Vores forskningsgruppe af læger vil i projektet samarbejde tæt med sundhedsingeniører på Center for Sansemotorisk Interaktion på Aalborg Universitet, som er blandt de førende smerteforskere i verden, fortæller Søren Lunde.

Over de næste fem år får mere end 280 kvinder med livmoderkræft tilbud om at indgå i projektet, hvor de bl.a. får undersøgt deres smertesans med en række teknikker, som er udviklet på Aalborg Universitet.

- Projektet kan bidrage med værdifuld viden om de mekanismer, der gør, at kvinderne får kroniske smerter efter operationen. Hvis vi bedre forstår, hvem der udvikler smerter og hvorfor, kan vi bedre forebygge og behandle smerterne, og på den måde øges kvindernes livskvalitet efter en operation for livmoderkræft, siger Søren Lunde.


Seneste nyt

fra Nordjylland