Støvringfirma får gazellepris

HBC System i Støvring har haft gang i hjulene og er kåret til gazellevirksomhed 2012.

Børsens Gazellepris er havnet i Nordjylland. Det er Støvring-virksomheden HBC System, der har formået at skabe vækst og derfor får udmærkelsen.

HBC System producerer værktøjer og systemer til reparation af kosmetiske skader på biler og campingvogne, og virksomheden har altså klaret sig så godt, at den nu er blevet en del af den danske vækstelite - med gazelleprisen som det synlige bevis.

- Vi har fra starten taget udgangspunkt i tanken om at reparere frem for at skifte til nyt. I dag, hvor alle har fokus på at nedbringe omkostningerne, er det netop dér, vores produkter kan gøre en stor forskel, siger direktør i HBC System Henrik Bro Christensen.

Virksomheden er på vej med et nyt tiltag, carheal.dk, der er en søgemaskine, der skal hjælpe kunder til at finde det nærmeste certificerede værksted, der udfører kosmetiske reparationer på biler, motorcykler og campingvogne.


Seneste nyt

fra Nordjylland