Straffespark sikrer sejr over SønderjyskE

AaB er et skridt tættere på førstepladsen. Søndag vandt de sikkert 2-0 over bundpropperne fra SønderjyskE.

AaB nærmer sig førstepladsen i Superligaen, fordi førerholdet FC Midtjylland tabte til FC Nordsjælland i går. Samtidig formåede AaB i dag at sikre sig tre vigtige point mod bundholdet fra Sønderjyske.

Dermed er AaB nu ubesejrede på hjemmebane 11 kampe i træk.

Første halvleg var en yderst målfattig affære, da ingen af holdene formåede at prikke læderet over mållinjen. SønderjyskE stod defensivt på banen og AaB spillede sig til flere chancer, som aldrig blev udnyttet fuldt ud.

Til gengæld lykkedes det for Sønderjyske at ramme inden for målrammen i anden halvleg. Det var dog i deres eget mål, at Florian Hart rettede et indlæg fra Rasmus Jönsson af og sendte AaB foran med 1-0.

Kort tid efter bankede AaB på i SønderjyskEs straffesparksfelt. Patrick Kristensen brændte en stor chance, men fik efterfølgende tilkæmpet sig et straffespark, som blev sikkert eksekveret af Kasper Kusk til kampens slutresultat 2-0.

- Det er altid dejligt at se bolden gå ind. Det giver selvfølgelig endnu mere selvtillid. Forhåbentligt kan det være med til at hjælpe mig og hjælpe holdet, så vi kan få mere tro ind på holdet og noget tro på, at vi kan vinde endnu flere kampe, siger Kasper Kusk til TV2/Nord.

I SønderjyskE lejren gør nederlaget til AaB ondt. Holdet er nu helt isoleret i bunden af Superligaen, hvor Brøndby er nærmeste konkurrent.

- Det gør jo forbandet ondt. Især når vi ligger, hvor vi ligger i bunden, så den er svær at sluge, siger Johan Absalonsen til TV2/Nord.

AaB spiller den næste kamp i Superligaen den 2. november, hvor de tager imod OB på hjemmebanen i Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland