Strejken fortsætter: Ingen affaldsindsamling for tredje dag i træk

Striden mellem renovationsselskabet Remondis A/S og deres ansatte fortsætter i Jammerbugt Kommune. Og nu har skraldemændene i Frederikshavn nedlagt arbejdet.

For tredje dag i træk bliver der i Jammerbugt Kommune ikke afhentet restaffald hos borgere og virksomheder.

Det er en strid mellem renovationsvirksomheden Remondis A/S, der er entreprenør for Jammerbugt Kommune, og deres medarbejdere, der har medført en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. En strid der nu kører på tredje døgn.

Ifølge Peter Laursen, der er Teknik- og Forsyningschef i Jammerbugt Kommune bunder striden i at de ansatte har arbejdet i strid med den kontrakt Remondis har med Jammerbugt Kommune. I den står der at papiraffaldssække, som stadig bruges flere steder i kommunen, skal fragtes fra stativet til skraldebilen én og én.

Den praksis er dog flere gange ikke blevet overholdt og skraldemænd har i stedet "samlet til bunke" - med flere tunge løft som følge. Den praksis er i flere gange blevet påtalt med mundtlige og skriftlige påtaler - og det er det, der har fået de ansatte til at nedlægge arbejdet.

Også strejke i Frederikshavn

Onsdag meddeler også Frederikshavn Kommune, der som Jammerbugt har kontrakt med Remondis A/S, at medarbejderne har nedlagt arbejdet der og at der derfor ikke indsamles affald i Frederikshavn Kommune.

I Frederikshavn skyldes arbejdsnedlæggelsen, ifølge TV2 Nords kilder, også skriftlige advarsler til medarbejderne samt generel utilfredshed med arbejdsforholdene.

Saml affaldet i sække

Det er borgere overalt i Jammerbugt, der er blevet berørt af den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, men det er ikke alle borgere, der er blevet ramt. Ruter og distrikter rundt om i kommunen er forskellige, så det er langt fra alle Jammerbugt-borgere, der skulle have haft affaldet indsamlet i denne uge.

Og de borgere, der er blevet ramt af arbejdsnedlæggelsen skal ikke føle sig fortabte. Så snart arbejdet bliver genoptaget, bliver alt affald - også det, der ikke kan være i affaldscontaineren - afhentet.

- Det er et krav i kontrakten, at alt affald skal indsamles efter en arbejdsnedlæggelse, så det skal borgerne ikke bekymre sig om, forklarer Peter Laursen.

Han fortæller dog at kommunen er begyndt at arbejde på et nødberedskab, så borgere, der gerne vil skille sig af med restaffald kan afleverere det på kommunens genbrugspladser. Hvis det nødberedskab sættes i værk, vil det blive meldt ud af Jammerbugt Kommune.


Seneste nyt

fra Nordjylland