Stribede unger i Zoo

Hos de sydamerikanske dyr i Aalborg Zoo er der kommet unger både hos tapirerne og myreslugerne. SE BILLEDERNE HER.

Payaminohuset i Aalborg Zoo, hvor de sydamerikanske dyr bor, har fået flere nye beboere. Både tapiren og myreslugeren har fået små stribede unger i den sidste uge i april.

Havde de små unger været født i naturen, så var lige netop striberne vigtige, hvis de skulle have en chance for at camouflere sig og overleve i den vilde natur. Men striberne varer ikke evigt.

Tapirungens striber er med til at gøre den svær at se, når solen skinner ned i underskoven, hvor tapiren lever. I takt med at ungen vokser sig stærkere og større, forsvinder striberne, og som 1-årig vil alle striber være forsvundet.

At myreslugerungen er kommet til verden vækker ekstra stor begejstring i Aalborg Zoo.

- Det er kun anden gang på 23 år, at en myreslugerunge er kommet til verden i Aalborg Zoo, siger dyrepasser Karina Jensen.

Begge ungerne lever tæt sammen med deres mødre det første år. Men Aalborg Zoo forsikrer, at selv om ungerne dier og sover meget i starten, så øges deres energiniveau gradvist, hvor de bliver mere vågne og aktive.


Seneste nyt

fra Nordjylland