TV2 Nord

Strid om videoovervågning på fiskekuttere

Et forsøg med videoovervågning af fiskefartøjer åbner mulighed for større kvoter til blandt andre nordjyske fiskere. Men Danmarks Fiskeriforening er imod

Fiskeskipper Jørgen Jacobsen fra Ålbæk er glad for at blive videoovervåget med hele fire kameraer på sin kutter. For nu kan han dokumentere sit udsmid. De fisk, der bliver smidt over rælingen og tilbage i havet.

- Vi fiskere er blevet beskyldt for at være nogle værre banditter, men med forsøget her kan jeg dokumentere, at det er vi ikke, siger Jørgen Jacobsen til TV2/NORD.

Sammen med et andet nordjysk og fire andre danske fiskefartøjer har Jørgen Jacobsen det seneste halve år været med i et videoovervågningsforsøg, som viser at der bliver smidt langt færre fangede fisk tilbage i havet end hidtil antaget. Det får fiskerne i forsøget til at tro på, at alle fiskere fremover kan få tildelt større kvoter.

Men hos Danmarks Fiskeriforening er man imod overvågningen.

- Vi tror ikke, at der er ret mange, som er glade for at blive overvåget 24 timer i døgnet. I bestræbelserne på større kvoter ser Danmarks Fiskeriforening hellere at, observatører en gang i mellem kommer med på fangstrejser på udvalgte fartøjer. For på den måde at tælle udsmidet op, siger Svend-Erik Andersen, der er næstformand i Danmarks Fiskeriforening og fiskeriforeningsformand i Strandby.

Mens forsøget har stået på har Jørgen Jacobsen fået lov at tage flere fisk med i land end kvoten normalt tillader. Men modsat fiskeriforeningerne så er han overbevist om, at det her er vejen frem for erhvervet.

- Hvis man som i EU påstår, at vi smider op til 80 procent af vores fangst ud, og ikke gør det, så skal vi da have nogle større kvoter, siger Jørgen Jacobsen.

De seneste seks måneder har Jørgen Jacobsen kun haft to kilo udsmid i gennemsnit pr. dag på havet.

Forsøget med videoovervågning er netop blevet forlænget til juli.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord