Studenterhue og job ikke nok til dansk statsborgerskab

02:18

Foto: Torben Lykke Larsen

1 af 2

Nye regler skal gøre det nemmere for unge med udenlandsk baggrund, der er født og opvokset i Danmark, at få dansk statsborgerskab. Men reglerne vanskeliggør det for nogle.

Siden juli måned har unge, der er født og opvokset i Danmark, haft mulighed for at søge om dansk statsborgerskab uden at skulle igennem proceduren med forskellige prøver. Der er nogle betingelser, der skal være opfyldt, for at den unge kan søge statsborgerskab på den måde. En af dem er, at man skal søge, inden man fylder 19 år.

Unge over 19, der ønsker at søge om statsborgerskab, skal altså igennem de klassiske prøver - Også selvom de ikke tidligere har kunnet gøre det på den anden måde. Kathrine Tokarski på 21 år er en af de ramte. Hun er født og opvokset i Danmark og har taget alle sine uddannelser her. Hun har siden sin 18 års fødselsdag ønsket at få ændret sit polske statsborgerskab til et dansk, men vil ikke tage prøverne.

- Af princip vil jeg ikke op til den prøve. Jeg har altid boet i Danmark og føler mig 100 procent dansk. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg, fordi jeg er over 19 år, skal bevise, at jeg er dansk. Det er ikke fair, siger hun.

Folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S) erkender, at de nye regler rammer skævt. Han synes, at det bør gøres muligt for unge over 19 år, der ellers opfylder betingelserne, ligesom Kathrine Tokarski, at søge.

- De skal også have muligheden. Jeg synes ikke, at de skal igennem proceduren, bare fordi de er for gamle. Det er unødvendigt brug af tid og penge, siger han.

Bjarne Laustsen vil gå videre til Justitsminister Karen Hækkerup og få hende til at se på sagen. Kathrine Tokarski håber, at reglerne bliver ændret. Men hun har besluttet sig, hvis det ikke sker.

- Lige meget hvad, vil jeg ikke tage testen, så må jeg undersøge, hvilke andre muligheder der er. Måske må jeg gå til Statsministeren, siger hun.

Du kan se mere til Kathrine Tokarski i aftenens udsendelse, 19:30.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord