Studerende falder fra på AAU: 5 gode råd til at blive på studiet

Det kræver en ekstra indsats af de studerende fra begyndelsen af skoleåret, hvis de ikke skal miste overblikket og droppe ud af studiet efter kort tid. Sådan lyder det fra en studievejleder på Aalborg Universitet.

På mandag samles flere tusinde nye studerende på Aalborg Universitet til den traditionelle morgenmad og den første, festlige studiedag.

Men skal man tro statistikken er det langt fra alle, der holder ved deres uddannelse. Ifølge en ny undersøgelse, som Berlingske har lavet, droppede 18,3 procent af Aalborg Universitets studerende i 2016 ud af deres uddannelse inden for det første år.

Syddansk Universitet
Aarhus Universitet19,9 procent
Aalborg Universitet18,3 procent
IT Universitet16,4 procent
DTU16,2 procent
RUC15,8 procent
Københavns Universitet13,6 procent
CBS11,6 procent

For at undgå for stort et frafald gør Aalborg Universitet hvert eneste år en indsats for at klæde de nye studerende på til uddannelsen og de nye rammer på universitetet. 

For det er ifølge studievejleder Charlotte Rode langt fra unormalt, at man bliver overvældet de første måneder, når man skal om bord i et nyt pensum og vænne sig til et nyt studiemiljø, der er markant anderledes end de gymnasielle uddannelser, de unge kommer fra. 

- Der kan være mange årsager til, at de studerende vælger at droppe ud af studiet. Tit er det et samspil mellem det at være flyttet til en ny by, at være startet på en ny uddannelse lige efter gymnasiet og måske være havnet på den forkerte uddannelse, siger Charlotte Rode.

- Men til dem, der dropper ud, fordi de er overvældede, har vi nogle gode råd, der gerne skulle være med til at gøre den første studietid lettere, tilføjer hun.

1 - Tag dig tid til en lang studiestart:

- Det er afgørende for at trives på universitetet, at man gør noget ud af at vænne sig til at være studerende. Man skal gøre sig selv den tjeneste at lære både de fysiske og de formelle rammer at kende. Hvad er det for et sted, jeg er havnet? Hvem kan jeg snakke med om hvad? Hvor er biblioteket? Hvilke eksamener skal jeg op til? Og hvad for nogle valgfag skal jeg have? Det er sådan nogle spørgsmål, man skal tage sig tid til og gøre en indsats for at få svar på, siger Charlotte Rode.

2 - Forvent forvirring:

- Universitetet er bare en anden læringsform end den, man kender fra gymnasiet. Der vil være et andet krav til de studerende om selvstændighed og ansvar for egen læring. Som elev har du været vant til at få lektier for, men her er det helt op til dig selv at vurdere, hvor meget eller hvor lidt du skal læse, hvilke forelæsninger du skal komme, og hvor forberedt du vil være, siger Charlotte Rode.

3 - Vær social:

- Det kan måske lyde helt mærkeligt, men vi opfordrer faktisk til at holde en pause fra bøgerne. Vores erfaringer er, at hvis det sociale ikke fungerer, er det svært at få det faglige til at fungere. Det giver energi at have med andre mennesker at gøre, uanset om det er frivilligt arbejde, sport eller foreninger. Så man skal væk fra bøgerne og ud blandt sine medstuderende, opfordrer Charlotte Rode.

4 - Øv dig:

- Det kan være en svær proces at komme igennem, når man kommer fra gymnasiet og måske har stort fokus på høje karakterer. Men på universitetet er det en fordel at se læring som en proces i stedet for en jagt på gode resultater. Så det er en god idé at øve sig på at være studerende - at læse tekster og tage notater og skrive akademisk. Man kan ikke forvente at kunne alt fra dag et, og jo flere gange man skyder ved siden af, jo mere lærer man, siger studievejleder Charlotte Rode.

5 - Husk at andre har det som dig:

- Måske ser det ud, som om alle omkring dig har helt styr på det hele på universitetet, mens du selv føler dig meget lille og forvirret på et stort sted, og hvad var det nu lige, forelæseren fik sagt? Men hvis du først sætter ord på din tvivl, vil du opleve, at andre medstuderende har det på samme måde. Langt de fleste synes, det er overvældende at starte på universitetet, så det giver en befriende stemning, når nogen tør sige det, siger Charlotte Rode.


Seneste nyt

fra Nordjylland