Studerende i demonstration mod besparelser

Studerende på Aalborg Universitet er utilfredse med, at nogle fakulteter rammes hårdere end andre af de kommende besparelser.

Rektor på Aalborg Universitet, Per Michael Johansen, blev mødt af både buh-råb og smædesange, da han i dag mødte ind på universitet.

Studerende primært fra det samfundsvidenskabelige fakultet demonstrerede nemlig mod det, de kalder urimelige besparelser

- Set ud fra et retfærdighedsprincip, så ville det jo være mest retfærdigt, hvis man uddelte de her besparelser lige på alle fakulteterne, lyder det fra Lisa Eltved, der er studerende på Socialrådgiveruddannelsen.

Aalborg Universitet skal spare 67 millioner, og heraf skal det samfundsfaglige fakultet betale 37,9 millioner kroner.

- Nogle fakulteter favoriseres

Udover besparelserne er de studerende utilfredse med den nye budgetmodel, som skal skaffe besparelserne.

- Den her model går jo ind og skævvrider fordelingen af vores midler på hele universitet. Det vil sige, at der er nogle fakulteter, som kan få gavn af den her model, og så er vi nogle, hvor man ikke kan bedrive den forskning, som man kan tjene penge ind på, siger Lisa Eltved.

Den nye budgetmodel indebærer, at fakulteterne i fremtiden ikke længere skal aflevere penge fra ekstern forskningsfinansiering til en fælles pulje. Fremover er det udelukkende fakulteternes basismidler, som skal afleveres til en fælles pulje.

Og da de tekniske uddannelser trækker langt flere eksterne forskningsmidler, mens det samfundsfaglige og humanistiske fakultet har en større undervisningsaktivitet, så vil den nye budgetmodel betyde, at det samfundsfaglige og humanistiske fakultet vil have færre penge i fremtiden.

Rektor Per Michael Johansen erkender, at dagens demonstration gjorde indtryk.

- Det er jo ikke nogen specielt sjov situation, som vi er i lige nu. Og vi står jo i en situation, hvor vi skal foretage store økonomiske tilpasninger, og det vil jo altid gå ud over nogen, og det er jo så også det, som det her er et udtryk for, siger rektor Per Michael Johansen.

- En politisk beslutning

Rektoren forklarer samtidig, at det samfundsvidenskabelige fakultet skal betale mere end halvdelen af besparelserne, fordi det fra politisk hold er besluttet, at der skal skæres ned på antallet af studerende på fakultetets uddannelser.

- Samfundsvidenskab går godt ni procent ned i aktivitet til næste år. Det vil sige, at de har ni procent færre uddannelsesindtægter. Og da det er et fakultet, der fylder meget på uddannelsessiden, så betyder det, at bare alene på uddannelsen, at de får 24 millioner ned i indtægt, og det er vi jo nødt til at tilpasse på en eller anden måde, siger Per Michael Johansen.

Blandt de studerende frygter man imidlertid, at de store besparelser får konsekvenser for kvaliteten i undervisningen.

- Det kommer til at betyde, at kvaliteten af den undervisning, vi får, den daler, fordi vores undervisere har mere, som de skal nå. Og det gør også bare, at der er færre til at undervise os, så man kan jo kun tænke, at det kommer til at betyde færre undervisningstimer for de studerende, siger Lisa Eltved.

Rektor Per Michael Johansen mener dog, at man fortsat vil kunne bevare samme kvalitet, fordi antallet af studerende på uddannelserne vil falde.

- Vi forsøger hele tiden at fokusere på kvaliteten i vores uddannelser og fastholde de underlæggende stærke forskningsmiljøer, så vi fastholder den høje uddannelseskvalitet, siger han.

De studerende har også mødt opbakning fra flere undervisere.


Seneste nyt

fra Nordjylland