Studerende må rykke tættere sammen

Manglen på lejeboliger i Aalborg betyder, at drømmen om egen bolig rykker længere væk.

Efterspørgslen på lejeboliger i Aalborg og i resten af landet stiger eksplosivt, mens antallet af lejeboliger rasler ned. Det kan i særdeleshed få betydning for de unge, der jagter en mindre bolig i Aalborg.

Det viser friske tal fra Danmarks største markedsplads for lejeboliger, BoligPortal.dk.

Tallene viser, at gruppen af 18- til 24-årige drømmer om en to- eller treværelseslejlighed.

- Som det ser ud lige nu, så er der stor mangel på lejligheder i blandt andet Aalborg, og det kommer til at kunne mærkes hos de studerende, der nu og de kommende måneder skal finde et sted at bo, forklarer Henrik Løvig, der er administrerende direktør i BoligPortal.dk.

I praksis kan mange ende med at skulle leje et værelse eller flytte sammen med andre unge boligsøgende i en større lejlighed, selvom der også her er et faldende udbud.

Tallene viser, at kun en ud af ti aktivt boligsøgende i aldersgruppen 18-24 søger en delebolig eller et værelse.

- Der kommer til at være en hel del, der skal slække på deres krav til en kommende bolig, hvis ikke der pludselig kommer flere lejeboliger på markedet. Som det ser ud lige nu, så går tendensen på det punkt den forkerte vej, så man skal have is i maven, hvis man som boligsøgende vil fastholde sine krav til den kommende bolig, siger Henrik Løvig.

I Aalborg er der kommet otte procent flere boligsøgende i forhold til samme tid sidste år, mens antallet af lejemål i samme periode er faldet med 15 procent. 


Seneste nyt

fra Nordjylland