Studerende modtager legat for at tale om sex

Foto: TV2/NORD (Arkiv)

To studerende fra Aalborg Universitet modtager AlorLegatet for at turde at tale om sex med samfundets sårbare grupper.

To studerende modtager pris for at have taget bladet fra munden og tale om seksualitet med sårbare grupper i samfundet.

Louise Gorell Mackenhauer og Thit Kragelund, der til daglig studerer for at blive Mastere i Sexologi på Aalborg Universitet, modtager AlorLegatet på 10.000 kr. og 3.000 kr. for deres fokus på problematikker omkring seksualitet, når det gælder sårbare grupper i samfundet.

Lørdag bliver AlorLegatet uddelt til to studerende, der har valgt at fokusere på seksualitet i deres uddannelser. De to modtagere har allerede et meget skarpt billede af, hvad uddannelsen og pengene skal bruges til.

-Min drøm er at blive privatpraktiserende sexolog, gerne med speciale i mennesker der er kronisk syge eller har specielle behov, siger Louise Gorell Mackenhauer, der er uddannet sygeplejerske og har et ønske om at øge viden omkring seksualitet uanset køn, alder eller etnicitet.

På samme måde ønsker Thit Kragelund at bruge sin master i sexologi på en mere udsat gruppe; nemlig gruppen af unge, der betegnes som mere sårbare. Unge, der er kommer skævt i gang med livet eller kæmper med sociale problemer:

-Jeg har kontakt til et projekt, der styrker det kommunale samarbejde med disse unge og vil gerne på sigt sætte flere initiativer i gang, der øger formidlingen og gør vejledning om krop og seksualitet lettere tilgængelig for alle, siger Thit Kragelund.

-De to kvinder modtager legatet for deres store drive, deres fokus på mennesker omkring dem og deres syn på problemstillinger, som ikke ret mange andre tør gribe fat om. Det er så vigtigt, siger Karen Sundtoft fra Alor.dk.