Studerende undlader at strejke

Universitetsstuderende vil i dag strejke flere steder i Danmark, men Aalborgs studerende vil ikke strejke. Her er de studerende nemlig blevet taget med på råd.

De studerende ved Aalborg Universitet passer deres studier i dag. De vil ikke deltage i de strejker, der ifølge Ritzau indledes på fire danske universiteter i dag.

Årsagen til de forventede strejker er den såkaldte studiefremdriftsreform. Men de studerende i det nordjyske føler sig bedre behandlet end deres kollegaer i hovedstaden.

- Vi er blevet taget med på råd, og mange af de problemer, de kommer til at stå med på Københavns universitet, får vi ikke her, siger Michael S. Trabjerg, som er uddannelsespolitisk ordfører for studentersamfundet ved Aalborg Universitet.

Men selvom de studerende roser ledelsen på Aalborg Universitet, lægger de ikke skjul på, at selve reformen ikke er deres kop te.

- Vi ønsker helt tydeligt at markere at Studentersamfundet mener, der er tale om en dårlig, forhastet og uigennemtænkt reform, der kan få vidtrækkende konsekvenser for vores universiteter som institutioner og for den enkelte studerendes studieforløb og mulighed for at dygtiggøre sig, skriver Studentersamfundet blandt andet i en udtalelse.

De studerende mener, at reformen går ud over de studerendes frihed til at varetage deres eget studieforløb.

- Derfor bakker vi fuldstændig op om vores medstuderendes kamp for at sikre, at en dårlig reform ideelt set bliver rullet tilbage eller udsat, eller at den som minimum implementeres på en måde der mindst muligt indskrænker de studerendes rettigheder og muligheder, skriver Studentersamfundet.


Seneste nyt

fra Nordjylland