Stukket med kniv for "sjov"

Leg med en kniv på 9,5 centimeter endte i går aftes med, at en 21-årig mand fra Løgstør blev stukket lige under brystbenet. Han er nu indlagt på Sygehus Syd i Aalborg.

Uskyldig leg med en kniv endte med, at en 21-årig mand blev stukket af en kammerat. Vennen en 23-årig mand ligeledes fra Løgstør havde taget kniven med hjem fra sit arbejde og i byen, fortæller vagthavende hos Nordjyllands Politi i Løgstør.

Hvorfor han havde taget kniven med hjem og i byen, har politiet ikke nogen forklaring på. En tredje ung mand på 21 år var også til stede, da knivstikkeriet skete på Bredgade i Løgstør ved 22-tiden i går aftes.

Politiet oplyser, at de tre unge mænd var berusede, da de begyndte at lege med kniven. De to unge mænd på 23 og 21 år er nu sigtet for ovetrædelse af våbenloven.

Den unge mand som blev stukket, vil blive afhørt i løbet af i formiddag. Det vides endnu ikke, hvor alvorlig han er kommet til skade.
Han er dog ikke i livsfare.


Seneste nyt

fra Nordjylland