Nyt tilfælde af hesteherpes: Stutteriejere tager deres forholdsregler

En type af den frygtede hesteherpesvirus, som angriber drægtige hopper, er blevet konstateret hos to dødfødte føl på et stutteri i nærheden af Hirtshals. Det får nu konsekvenser for andre stutterier i landsdelen.

På sit stutteri udenfor Tuen har Rune Svendsen taget konsekvensen af det senest konstaterede tilfælde af hesteherpes i Nordjylland.

- Vi lukker som udgangspunkt ned i seks uger. Så ser vi, om der kommer andre tilfælde rundt omkring i området, siger han.

Siden 2011 har han produceret islænderføl til kunder i hele Europa. Hopper kommer fra nær og fjern for at blive bedækket på stutteriet mellem Bindslev og Ålbæk. Derfor var han ikke i tvivl, da han i går blev informeret om et ny tilfælde af den frygtede hesteherpes, som var konstateret hos to dødfødte føl på et stutteri i nærheden af Hirtshals.

- Vi har jo ikke lyst til at være kilde til, at den her sygdom bliver spredt ud over hele Europa, siger han.

Sagen er nemlig den, at den senest konstaterede type af hesteherpes, er en type, som kun angriber drægtige hopper og koster det ufødte føl livet. Lige nu har Rune Svendsen 17 drægtige hopper gående på folden, så hvis blot en enkelt hoppe blev smittet, kunne det betyde 17 døde føl.

- Det ville jo være en katastrofe, konstaterer Rune Svendsen.

Virussen blev opdaget af dyrlæger fra Bindslev Dyrehospital i fredags, da de tilså to hopper på et stutteri i nærheden af Hirtshals. Hopperne havde begge kastet - altså aborteret - et dødfødt føl.

Efterfølgende prøver viste, at de to føl var døde som følge af hesteherpes. Derfor opfordrer Bindslev Dyrehospital nu landsdelens stutterier til at tage deres forholdsregler imod den ekstremt smitsomme virus.

- Det er stensikkert som 'amen' i kirken, at hvis hopperne ikke har modstandskraften mod den her virus, så kaster de, forklarer Snorri Gumondsson, dyrlæge ved Bindslev Dyrehospital.

Dog maner han samtidig til besindighed, da smittefaren trods alt er begrænset til drægtige hopper. Derfor kan eksempelvis rideskoler tage den lidt mere med ro.

- De behøver ikke være så bange for det her. Det er kun stutteriejerne, som behøver gøre noget ved det, siger Snorri Gudmondsson.

For Rune Svendsen rammer nedlukningen midt i sæsonen for bedækning. Det betyder et økonomisk tab på minimum 150.000 kroner. Samtidig har han bestilt vaccination mod hesteherpes til samtlige hopper på folden.

- Det bliver også en bekostelig affære.

Alligevel var han ikke et sekund i tvivl om, at nedlukningen var det eneste ansvarlige at gøre.

- Vi tager ingen chancer, fastslår Rune Svendsen.

 

 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland